Fodboldspilleren Joachim Andersen giver et sjældent indblik i sin privatøkonomi. Han investerer 95 procent af sin løn

Alle danske fodbolddrenge har den samme drøm, men kun de færreste får lov til at udleve den. Joachim Andersen er en af de heldige. Og han ved det godt. Ikke kun, fordi han får lov til at spille på fyldte stadioner i Premier League og for det danske landshold i Parken. De eksorbitante mængder penge i moderne topfodbold giver også spillere som Joachim Andersen økonomiske muligheder, som kun en promille af verdens befolkning forstår. Nogle bruger millionerne på biler, store ure og dyrt modetøj. Andre sender penge hjem til familier og venner, som ikke har meget. Og så er der skrækhistorierne. Om dem, der formøbler enorme formuer. Om dem, der bliver snydt af rådgivere, som tænker mest på sig selv. Og om dem, som bare ikke kan håndtere at blive rige fra dag til dag. Joachim Andersen passer ikke i nogen af de kategorier. Han har valgt en helt anden vej. »En fodboldkarriere varer ikke så mange år som de fleste andre. Der er også et langt liv bagefter. Jeg vil gerne sørge for, at pengene rækker hele vejen,« siger Joachim Andersen. I Danmark betragtes den slags normalt som en privatsag. Men i et interview giver landsholdsstjernen et sjældent indblik i sin private økonomi – og overvejelserne bag. Drømmen om frihed I sommer fik han ny arbejdsgiver, da han skiftede den engelske fodboldklub Crystal Palace ud med Fulham – og det sydlige London ud med det vestlige. Her har han fået en kontrakt, der lyder på fem millioner kroner om måneden i fem år. Det gør Joachim Andersen til en af de bedst betalte spillere i klubben – og en af de bedst betalte danske fodboldspillere overhovedet. Han »nøjes« dog med at leve for mellem fem og ti procent af sin løn. Resten bliver investeret med hjælp fra både hans far og en privat rådgiver. Og det går godt. De seneste fem år har hans investeringer således givet et årligt afkast på omkring 12 procent. Selvom det meste af lønnen bliver investeret, er Joachim Andersens rådighedsbeløb stadig markant højere end for langt de fleste, hvilket gør det muligt at bo i et af Londons finere kvarterer og køre i en Ferrari Purosangue. Joachim Andersen kunne godt eje flere dyre biler og leve endnu mere ekstravagant. Motivationen for at prioritere anderledes er meget enkel. »Hvis jeg er som de fleste, kan jeg spille fodbold i måske ti år endnu. Til den tid vil jeg gerne have friheden til at gøre lige præcis det, der passer mig og min familie bedst,« siger han og fortsætter: »Det er ikke pengene i sig selv eller at have de dyreste ting, der er vigtigt for mig. Det er uafhængigheden.« Du kan ikke se dig selv fortsætte i fodboldverdenen? »Fodbold er min store kærlighed, men det er også et arbejde ligesom alt muligt andet. Jeg vil gerne være fri til at kunne vælge, hvad jeg helst vil.« Joachim Andersen regner ikke med at blive hjemmegående husfar eller passiv investor uden noget at stå op til. Til det er han for rastløst anlagt, mener han selv. Men han kan godt forestille sig at gå i sin fars fodspor og engagere sig mere i sine investeringer. »Jeg synes, det er en spændende og fascinerende verden, som jeg gerne vil bruge mere tid på. Allerede nu taler jeg minimum én gang om ugen med min far om vores fælles investeringer og suger løbende så meget viden som muligt til mig,« siger Joachim Andersen. »Vi har jo altid haft det godt« Berlingske møder Joachim Andersen på stranden i Helsingør, hvor landsholdet er samlet forud for kampen mod Spanien. Der er udsigt til Kronborg, og myldretiden i Helsingborg kan fornemmes her fra den anden side af sundet. En flok skoledrenge beder høfligt om et billede. Joachim Andersen smiler, siger ja og poserer som det mest naturlige i verden, mens en af drengenes mødre finder telefonen frem. Spillerne er ikke afskærmet fra offentligheden, når de er her, og det har han ikke noget imod. Men der er også stille og mørkt på denne tid af året. Det var der også i Solrød, hvor Joachim Andersen voksede op med sine forældre og tre søskende. Dengang var der kun én ting, der fyldte i hans bevidsthed. »Som barn havde jeg altid en fodbold med mig, uanset hvad jeg skulle, eller hvor jeg skulle hen,« fortæller han. Sporten var dog ikke kun en sund interesse. Joachim Andersen havde også et talent, der tydeligt var større end holdkammeraternes. Og efter ophold i både FC København og FC Midtjylland underskrev han som 17-årig sin første professionelle kontrakt, med hollandske Twente. Årslønnen lød på en halv million kroner, og dertil fik han bil, lejlighed og bonusser. »Jeg så min første lønseddel og tænkte »okay, det er vildt, at jeg kan tjene så meget, når jeg er så ung«. Det var en fed motivation, men det kan også være farligt,« siger Joachim Andersen. Han udlevede sin drøm – selvom det ikke var smertefrit at flytte alene til udlandet som stor dreng. »Det var svært at være væk fra venner og familie. Men det blev mit liv, og jeg fandt langsomt ud af at navigere i det,« siger han. I den proces lavede Joachim Andersen fejl. Mange endda. Men familiens støtte gjorde, at han altid kom tilbage på sporet. »Vi har jo altid haft det godt. Så min levestandard ændrede sig ikke gevaldigt af pludselig at få en høj løn,« siger Joachim Andersen: »Jeg tror, at det kan være svært for de fodboldspillere, der kommer fra trange kår, pludselig at få en masse penge. Der var jeg heldig.« Nogen at stole på Især faren, Jacob Andersen, en dreven og succesfuld forretningsmand fra Nordjylland, fremhæves flere gange i løbet af interviewet. Det er ham, der har lært Joachim Andersen om hårdt arbejde og værdien af penge – og at ingenting kommer af sig selv. Og det var ham, der hjalp, da Joachim Andersen som 21-årig underskrev sin første store kontrakt, med italienske Sampdoria. 1,8 millioner euro om året stod der under løn. 13,5 millioner danske kroner, 1.125.000 kroner om måneden. »Det var første gang, jeg prøvede at tjene rigtig store penge. Der kom jeg op i en kaliber, hvor min far lærte mig, at det ikke gav mening at have det hele stående i banken,« siger Joachim Andersen: »De skulle ud og leve. Ud og blive til flere.« Jacob Andersen har haft succes med en lang række investeringer, og i 2018 solgte han aktiemajoriteten i plastvirksomheden Nordic Houseware Group. I medierne er han blevet omtalt som »plastmillionæren«, og egenkapitalen i hans holdingselskab voksede fra 75 millioner kroner i 2018 til 357 millioner kroner i 2023. Det har givet ham en erfaring, som hans søn fik brug for, da millionerne pludselig begyndte at vælte ind på kontoen. For når man som ung kommer til flere penge, end de fleste når at tjene på et liv, kan det være svært at finde ud af, hvem der vil én det godt, fortæller Joachim Andersen: »Det er en hård verden. Der er mange, der vil udnytte én, og som først og fremmest tænker på, hvordan de selv kan tjene penge. Det er næsten umuligt at finde hoved og hale i, og de fleste har ikke nogen til at hjælpe sig,« siger han: »Jeg har været enormt privilegeret, fordi jeg har min far og andre omkring mig, som jeg ved vil det bedste for mig. Det har formentlig sparet mig for nogle dyre lærestreger.« Afkast, afkast, afkast I dag investerer far og søn sammen i både børsnoterede selskaber samt en række fonde og unoterede virksomheder, heriblandt Humac, Kompasbank samt tøjfirmaet Another Aspect. Virksomhederne er ikke valgt ud fra interesser eller viden. Det handler kun om én ting, fortæller Joachim Andersen: »Det handler grundlæggende om, hvorvidt vi tror på, at vi kan få et godt afkast – og så ser vi selvfølgelig også på at have den rette spredning mellem unoterede investeringer og børsnoterede investeringer.« Jacob Andersen står for den daglige »drift« af investeringerne, mens Joachim Andersen er mere passiv, fordi det meste af hans tid går med at være fodboldspiller. For nylig har han købt sig ind i fodboldklubben Vendsyssel FF, som hans far har ejet i otte år, sammen med et konsortium af udenlandske investorer, der blandt andet består af den populære colombianske rapper Blessd. Ifølge Joachim Andersen er det den eneste af hans investeringer, der ikke kun er lavet med hovedet, men også med hjertet. »Jeg har altid haft et specielt tilknytningsforhold til både klubben og byen, hvor min far er vokset op, og hvor jeg som barn har været på utallige ferier hos min farmor og farfar. Jeg tror virkelig på projektet, men selvfølgelig er det også behæftet med risiko, som alle andre investeringer.« Den nordjyske divisionsklub fylder dog forsvindende lidt i fodboldspillerens investeringsportefølje, som hovedsagelig tæller aktier og fonde. Det er også risikabelt, men på en helt anden måde, mener fodboldspilleren. »Jeg kender risikoen ved at investere i aktier. Man kan ikke regne med, at det hele altid går godt. Det er også derfor, jeg spreder mine investeringer ud,« siger Joachim Andersen: »Jeg skal jo heller ikke bruge pengene lige nu. Derfor giver det bedst mening for mig at tage mere risiko, for over de næste 15-20 år tror jeg på, at det skaber det største afkast.« Har du nogle etiske retningslinjer for dine investeringer? »Hvad tænker du på?« Om du tænker over ikke at investere i sorte energikilder, våben og den slags? »Det tænker jeg på. Hvis jeg ikke kan associere mig med selskabet og dets aktiviteter, investerer jeg ikke.« Mørket sænker sig over Øresund, mens Joachim Andersen skutter sig lidt i den lange uldfrakke. Selvom han elsker Danmark – og især København – er han i tvivl om, hvorvidt han og familien nogensinde vender hjem igen. Han og hans kone vil ellers gerne være tættere på familien, især efter fødslen af deres første barn i oktober. Men der er også ting ved Danmark, som trækker ned, mener Joachim Andersen. »Vi har boet så mange år i udlandet, at det vil føles naturligt at blive ved med. Det kan der være mange fordele ved – både i forhold til vejr og livsstil,« siger han. https://www.berlingske.dk/oekonomi/fodboldspilleren-joachim-andersen-giver-et-sjaeldent-indblik-i-sin